onsdag den 31. maj 2006

”Personlig startside” på google.dk


Googles ultraminimalistiske forside betragtes almindeligvis som indbegrebet af brugervenlighed, så her kommer et synspunkt, der nok skal tiltrække øretæver: Googles forside er efterhånden et problem i forhold til Googles overordnede strategi.

Firmaet lancerer den ene ambitiøse højoktantjeneste efter den anden. Google Earth, Google Maps, Gmail, Google Desktop, Picassa, Google Analytics, Google Trends - fortsat selv listen. Men indgangsportalen er stadig hvid og uberørt som en skønjomfru fra 1800-tallet. Noget så fundamentalt som en traditionel menu ville være blasfemi lige midt i kirken.

Summa summarum: En af verdens mest innovative virsomheder har ikke mulighed for at forankre sine mange frembringelser på firmaets hjemmeside. Googles massive trafik kommer derfor ikke de mange nye tjenester til gavn.

Nej, kavaleriet er ikke på vej…


Nu skulle man tro, at en ny, alternativ startside ville tage godt og grundigt hånd om eksponeringsproblemet. Men nej. Googles egne tjenester drukner blandt de hundredevis af de tilfældige feeds, man kan vælge imellem.

Er det brugernes behov, der har sejret over interne interesser? Måske, men mon ikke ganske mange brugere hellere ville have et godt overblik over Googles mange gode, gratis tilbud? Feeds kan man jo få alle vegne. Hos Microsoft Live, for eksempel.

Ingen kommentarer: