lørdag den 24. september 2011

Facebook efter f8

Ifølge manden på gaden er Facebook let nok at forstå: Du får kontakt med familiemedlemmer, venner, bekendte, kolleger, barndomsvenner og ex-kærester. Hvorefter I kan se hinandens opdateringer. End of story.

Så enkelt har det i virkeligheden aldrig været, i hvert fald ikke siden 2007. Men den simple vi er venner, så derfor ser vi hinandens opslag-tankegang er selve dén motor, der driver Facebooks enorme succes. Derfor undrer det mig, at Facebook på det seneste har lanceret, fremhævet og/eller annonceret en række features, der gør billedet mudret:
  • Med den nye "Abonner"-knap kan man abonnere på opdateringer fra brugere, man ikke er ven med, fx en kendt person. Inspireret af Google+ og Twitter
  • Der lægges op til, at man grupperer sine venner, så man kan vælge, om  man vil skrive til dem alle eller kun til en bestemt gruppe. Inspireret af Google+.
  • Der sker endda en automatisk gruppering ud fra f.eks. fælles arbejdsplads eller uddannelsessted.
  • For hver ven man har, kan man definere, om man vil have alle, nogle eller kun de vigtigste opdateringer. Man kan desuden til- og fravælge spil, fotos, begivenheder etc.
  • Væggen bliver suppleret med en ekstra strøm, hvor man kan se det nyeste nye - det skal selve væggen nemlig ikke bruges til. 
  • Det, der fremhæves på selve væggen, er et udpluk af dine venners opdateringer. Hvad der vises, afhænger af, hvor længe det er siden du sidst besøgte Facebook. 
  • Du kan få musik du lytter til, artikler du læser m.v. slået op helt automatisk - uden at du godkender det i hvert enkelt tilfælde.
  • På mobilen kan du supplere den almindelige Facebook-app med en dedikeret messenger-app. De ting, du skriver her, dukker ikke op i  selve Facebook. (opdateret 09.11.2011: Dette viser sig at være ændret siden hen eller forkert opfattet af mig fra start.)
En simpel og genial idé er i mine øjne blevet forfinet, raffineret og sofistikeret næsten til ukendelighed.

Kære Facebook. Keep it simple! Hold fast i jeres sjæl og brug jeres enorme kræfter på at rendyrke den. Her er mine anbefalinger:
  • Glem alt om Twitter og Google+
  • Sats på mobil og tablets
  • Hold fast i den gensidige vennemodel
  • Stram default-indstillingerne til det anale - kun venner skal kunne se de opdateringer, man laver.
  • Fokuser på enkelhed og brugervenlighed. Enhver efterlønner skal kunne følge med.
  • Bevar korte svartider og høj driftsikkerhed.
  • Styrk Facebook Platform - integrationen med resten af internettet.


Ingen kommentarer: