lørdag den 22. januar 2011

Internet Explorer 9


Trods en sivende brugerskare og en både mangfoldig og kompetent konkurrence er Internet Explorer på verdensplan fortsat mere end dobbelt så stor som nærmeste konkurrent - og i en dansk mainstreamkontekst er den faktisk 6-7 gange så stor. Internet Explorer er de facto danskerne vindue til nettet, så frigivelsen af en ny version er derfor stadig big news.

Seneste aftapning, IE9, som er ude i en betaversion, har nydt godt af positiv PR fra dag ét. Og med god grund: Understøttelse af CSS og html5 lægger sig på linje med konkurrenterne og på visse områder i front.

Brugergrænsefladen er minimalistisk og sammenlignes af mange med Google Chrome. Det er noget, diverse iagttagere kan lide. Jeg mener imidlertid, at brugerfladen har sine problemer - ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at den ikke opfylder mine behov. Her er mine væsentligste anker:
  • Adresse-/søgefeltet deler plads med fanebladene. Med mindre du råder over en gigantisk skærm, er der højst plads til 5-6 faneblade. Ellers bliver titlerne trunkeret til ukendelighed. Og de færreste URL'er kan vises i deres helhed. Kald mig en nørd, men jeg vil jeg faktisk rigtig gerne se mine URL'er. Og jeg har som regel masser af faneblade åbne, og det er da et problem, hvis titlerne bliver forkortet så meget, at de ikke giver mening.
  • Modsat Google Chrome og Opera er der et uudnyttet område over adresse-/søgefeltet. Man har således ikke sparet plads ved at slå de to ting sammen...
  • Alle fonte fremstår markant federe end i tidligere versioner. De fleste sites forekommer derfor at være ude af æstetisk balance. Angstens sved og Microsofts Apple envy trænger helt ud gennem glasset i skikkelse af de kornfede fonte.
Konklusion: Som landet ligger får jeg klaustrofobi af at bruge IE9. Det er en lettelse at vende tilbage til Google Chrome, hvor der er masser af albuerum til faneblade, søgninger og URL'er.

1 kommentar:

Per Esmann Jensen sagde ...

Update: Microsoft har nu frigivet en nyere testversion - den såkaldte 'release candidate', dvs. en version, som Microsoft selv mener er fejlfri og klar til lancering.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har haft det svært med den trange plads til indtastningsfelt og tabs. I hvert fald er det et faktum, at man nu kan vælge at få vist sine tabs under indtastningsfeltet som i IE8.