onsdag den 13. oktober 2010

irmatorvet.dk


Dagligvarekæden Irma er gået på nettet med et bredt udvalg af sit sortiment – og det er et smart træk.

Mange af konkurrenterne er nervøse for, at en stærk netbutik ville lægge en dæmper på strømmen af impulskøbsvillige kunder i butikkerne. Se bare Coop, som med nettorvet.dk har udviklet et koncept, der ikke stjæler, men snarere skaber trafik i de fysiske butikker. Godt tænkt, men rammer det kundernes behov?

Til sammenligning er Irma i den usædvanlige situation at være en relativt svag regional kæde med et stærkt, landsdækkende brand! Irma kan således komme i kontakt med en masse nye kunder, som hidtil har måttet nøjes med at være misundelige på kjøvenhavnerne og deres Irma-butikker.

I praksis har Irma skudt genvej ved at købe 80% af en kørende netbaseret dagligvarebutik, nemlig torvet.dk - og det er måske knapt så heldigt. Torvet.dk er blevet til irmatorvet.dk, men de fleste af de unoder, jeg tidligere har påpeget på torvet.dk, er der endnu: Brødteksten på sitet er svær at læse pga. små fontstørrelser og lav kontrast, og typografien sejler efter min mening helt generelt. Billederne er små og gnidrede, ofte kan man slet ikke se, hvad de forestiller. Og layoutet virker klemt, rodet og klaustrofobisk - alt skal åbenbart siges med en boks...

Normalt ville jeg også kritisere priserne for at ligge over normale butikspriser, men lige nøjagtig Irma kan sikkert tillade sig at tage en præmie. Ingen forventer at spare, når de går i Irma...

Webdesign er dog kun et hjørne af, hvad Irma har købt i form af torvet.dk. Mon ikke det tunge arbejde med at etablere en effektiv distribution har været en langt mere afgørende faktor...

Bliver irmatorvet.dk en succes? Ja, det tror jeg faktisk, det gør. Irma bliver landsdækkende og kan samtidig nyde at være det (indtil videre) stærkeste brand inden for dagligvarehandel, der har en fuldt udbygget netbutik. Det tror jeg giver Irma et pænt løft i både volumen og indtjening.

Ingen kommentarer: